Mere end ord – Kalligrafi fra den islamiske verden
Mere end ord – Kalligrafi fra den islamiske verden
Kalligrafi betyder ”kunsten at skrive smukt”, og i den islamiske verden har kalligrafien som kunstart spillet en uhyre stor rolle: Koranens ord anses af muslimer for at stamme fra Gud selv, og derfor har fremstilling af Koraner i arabisk skrift, kunstfærdigt skrevet med pen og blæk, været en måde at ære Gud på.
Men gennem hele islams historie ses kalligrafi også på genstande som mønter våben, fade, lysestager og tekstiler, og på bygningers facader og i deres indre. De mange typer tekster fortæller om vidt forskellige aspekter af den islamiske verden. I ‘Mere end ord’ præsenteres 128 genstande med kalligrafi, især fra Davids Samling. Bogen er rigt illustreret med smukke fotografier.
Bogen rummer en række baggrundsartikler om bl.a. udviklingen af det arabiske alfabet og de klassiske skriftarter, om kalligraferne og om de forskellige typer tekster. Der sættes også fokus på brugen af arabisk skrift i middelalderens og renæssancens Europa og på moderne, arabisk graffiti.