Menneskefiguren i islamisk kunst - Folk, fyrster og hellige mænd
Menneskefiguren i islamisk kunst - Folk, fyrster og hellige mænd
Pragtværk om sjældent belyst emne: Menneskefiguren i islamisk kunst
Menneskefiguren i islamisk kunst er bogen bag den kommende udstilling af samme navn, der åbner på Davids Samling den 24. november 2017. Bogen – og udstillingen – sætter fokus på et usædvanligt og sjældent belyst emne inden for den islamiske kunst, nemlig afbildningen af mennesker. Menneskefiguren i islamisk kunst præsenterer 75 hovedværker fra Davids Samling – alle med menneskefiguren i centrum.
Menneskefiguren optræder på mange brugsgenstande, men især inden for miniaturemaleriet har motivet en lang og rig tradition. Malerierne i bogen skildrer i høj grad fyrster, men også hellige mænd og helt almindelige mennesker, både i form af illustrationer til fiktive fortællinger, skildringer af virkelige begivenheder og egentlige portrætter.
Bogen er et pragtværk, der gennemgår menneskefiguren i islamisk kunst i mange af dens former, og den skildrer nogle af de kunst-historiske forhold og teologiske diskussioner, der ligger bag. Desuden bliver den gensidige påvirkning mellem islamisk og europæisk kunst belyst. Herefter følger en præsentation af de 75 værker af internationalt format, som Davids Samling viser på den kommende udstilling. Værkerne er inddelt i ni temaer, fx Kvinder, Den religiøse sfære, Hverdagsliv, Kærlighed, Fyrsten og hoffetog De fremmede. Hvert emne indledes af et essay, og de 75 kunstværker gennemgås udførligt.