Catz – St. Catherine’s College af Arne Jacobsen
Catz – St. Catherine’s College af Arne Jacobsen
Arne Jacobsen har tegnet et utal af bygninger og brugsdesign i verdensklasse, men på sine ældre dage afslørede arkitekten, at måtte han tage bare ét af sine værker med, ville det blive St. Catherine’s College, der i 1964 stod færdigt som Oxfords yngste college. I folkemunde kaldet St. Catz – eller bare Catz.
Arkitekturen stod dengang i spidsen for en foryngelsesproces, der i de følgende år indtog hele Storbritannien både stilmæssigt, moralsk og økonomisk. Bogen fortæller om arkitekturen og parken omkring, og beretter om de studerende, som har levet og lever her i dag. Mesterværket Catz bliver belyst via ufortalte, glemte eller oversete beretninger, tegninger og fotos som supplement til arkitekturfotograf Rasmus Hjortshøjs gennemfotografering fra 2023 – inde, ude, nat, dag, med og uden mennesker.
René Kural er arkitekt og tidligere lektor ved Det Kongelige Akademis Arkitektskole. Han er forfatter til en lang række bøger, deriblandt flere om Arne Jacobsens værker.